skip to Main Content

Helhedsorienteret udredning og behandling

Nicolai Lindloff Damgaard-Mørk speciallæge i psykiatri

Gennem NDM Psykiatri dedikerer jeg mig til at lave en grundig og korrekt udredning med fokus på det hele menneske, og i samarbejde med patienten vælge de behandlingstiltag, der passer bedst.

Jeg inkorporerer en psykoterapeutisk forståelse i min tilgang til psykiatrisk behandling.
Medicinsk behandling kan være en god hjælp eller en nødvendighed for nogle – men jeg mener, at det er vigtigt at tage hensyn til både de fordele og de ulemper, der kan være ved medicin, og har man ikke gavn af medicinen, er det vigtigt med lægelig støtte til en forsvarlig udtrapning eller medicinskift. Medicin kan desuden sjældent kan stå alene som behandling, hvis den skal være effektiv.
Oftest kan man med fordel se på, hvad man derudover kan gøre for at forebygge, håndtere eller lindre forværringer i ens psykiske tilstand. Det kan f.eks. være gennem en øget indsigt i sig selv, at blive klar over hvad der presser eller hjælper en, at afprøve og blive bevidst om gode håndteringsstrategier, at lære relevant omsorg for sig selv, at arbejde med accept af bestemte livsvilkår, at kende sine muligheder for at få støtte fra andre på en hensigtsmæssig måde, m.m.

Jeg mener, at det er essentielt med god kontinuitet i udredning og behandling, hvis den skal være effektiv og imødekomme patientens behov. Da jeg har arbejdet som psykiater i både hospitalspsykiatrien, distriktspsykiatrien, det kommunale regi og det private regi, kan jeg trække på mine erfaringer derfra med komplekse patientforløb – og derigennem hjælpe med at sikre så god kontinuitet i behandlingsforløbet og samarbejde mellem sektorerne som muligt.

Jeg har særlig viden inden for skizofreni, skizotypisk sindslidelse, depression, mani, angst, stress og rusmiddelafhængighed, men foretager også udredning og behandling af andre psykiske lidelser.

Som psykoterapeut arbejder jeg med de værktøjer, der ser ud til at passe til patienten/situationen (eklektisk), men jeg trækker især på metoderne ACT (Acceptance and Commitment Therapy), KAT (Kognitiv Adfærdsterapi), Narrativ Terapi og Mindfulness.

Undervisning, supervision og konsulentbistand

En stor del af min tid dedikerer jeg til undervisning, supervision og psykiatrisk konsulentbistand. Jeg synes, det er essentielt at forsøge både at lægge et solidt fundament for de indsatser, der bliver foretaget i forhold til mennesker med psykiske lidelser og/eller rusmiddelafhængighed ude i samfundet; men også at hjælpe fagfolk til at videreudbygge de kompetencer, der skal være med til at løfte niveauet yderligere.

Jeg tilbyder derfor både grundlæggende og opkvalificerende undervisning, og jeg underviser både sundhedsfagligt uddannede og andre faggrupper.

Jeg har stor undervisningserfaring inden for kommunikationstræning, differentialdiagnostik, forebyggelse/håndtering af konflikter, almen psykiatri, fænomenologisk psykopatologi inden for skizofreni-spektrumlidelser, udredning og behandling af rusmiddelafhængighed, m.m. – kataloget bliver løbende udbygget, se Undervisning eller kontakt mig for nærmere info.
Jeg kan tilrettelægge både indhold og form af undervisningen efter dine behov.

Jeg tilbyder gruppesupervision for alment praktiserende læger jf. DGE-ordningen. Jeg er godkendt som supervisor gennem Selskab for Samtale og Supervision.

Jeg kan, efter aftale, tilbyde gruppe- eller individuel supervision for læger fra andre specialer end almen medicin, samt for andre sundheds- eller socialfagligt uddannede. Kontakt mig gerne, hvis du er interesseret i at høre nærmere.

  • Uddannet læge fra Københavns Universitet.
  • Speciallæge i psykiatri. Uddannelseskonsulent. Supervisor.
  • Har arbejdet som psykiater på både psykiatriske sengeafdelinger, i distriktspsykiatrien samt i privat og kommunalt regi.
  • Har været lægelig leder af et afsnit for dobbeltdiagnosepatienter (mennesker med både psykiske lidelser og rusmiddelafhængighed) og af et privat misbrugsbehandlingsambulatorium.
  • Mangeårig undervisningserfaring, bl.a. for Region Hovedstadens Psykiatri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Center for Kompetenceudvikling Region Midt, Region Sjællands HR Uddannelse & Udvikling (HRUU), Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) og Dansk Rusmiddel Institut.
  • Har varetaget dedikeret bedside supervisor-funktion for kommende speciallæger i psykiatri (I- og H-læger) på Psykiatrisk Center Ballerup og i Psykiatrien Syd Vordingborg.
  • Specialistviden inden for interviewteknik, differentialdiagnostik, det skizofrene spektrum, misbrugsbehandling, forebyggelse/håndtering af konflikter, kommunikationstræning, motivationsarbejde (Motivational Interviewing/Den Motiverende Samtale) og arbejdspladsbaseret læring/vejledning.
  • Har fungeret som supervisor i lægelig gruppesupervision siden 2017 i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
  • Godkendt supervisor jf. DGE-ordningen via Selskab for Samtale og Supervision.
  • Mangeårig erfaring med anvendelse af kognitiv adfærdsterapi (KAT) i psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling.
  • Har holdt videnskabelige oplæg på bl.a. Nordic Congress of Psychiatry, European Congress of Integrative Medicine og på diverse psykiatriske centre.
  • Organisatorisk erfaring fra flere arbejdsgrupper, bl.a.
    • 2021-2024: Medlem af adskillige projektgrupper, der skulle revidere de obligatoriske postgraduate kurser for læger i klinisk læring og vejledning.
    • 2022: Medlem af projektgruppe ifm. oprettelse og opbygning af Opdateringskurser for erfarne lægelige hovedvejledere og tutorlæger i Region Sjælland.
    • 2019-2020: Projektgruppe vedr. opbygning af et nyt regionalt Campus for Psykiatrisk Simulationstræning, Region Hovedstadens Psykiatri.
    • 2016-18: Kommissorium under Dansk Psykiatrisk Selskab, der skulle give anbefalinger vedr. fremtidens speciallægerolle i dansk psykiatri.
    • 2016: Arbejdsgruppe vedr. patientforløbsbeskrivelser og optimering af tværsektorielt samarbejde inden for dobbeltdiagnoseområdet, Psykiatrisk Center Sct. Hans.
    • 2015-16: Kommissorium i Region Hovedstadens Psykiatri mhp. anbefalinger vedr. fremtidens speciallægerolle og arbejdsopgaver set i lyset af speciallægemanglen.
    • 2013-14: Fokusgruppe vedr. yngre lægers ledelsesopgaver i Region Hovedstadens Psykiatri.
    • 2013-14: LEAN-gruppe vedr. revision af stuegang, møder, teamsamarbejde, klinisk supervision og organisering på Psykiatrisk Center Hvidovre.
  • Medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab, Selskab for Addiktiv Psykiatri, Interessegruppe for Fænomenologisk Psykopatologi, Dansk Rusmiddel Institut samt Selskab for Samtale og Supervision.

Back To Top